18-20/6 Camping Nakskov

Endelig så det ud til at der var chance vejrmæssigt at komme til Nakskov, så vi kunne kommer ud og besøge øerne i fjorden. Fredag Vi ankom til pladsen ved 15:30 tiden da vi begge havde tidligt fri og det hele var pakket dagen før. Vi ankom i 25 graders sol og meget lækkert sommervejr. Vognen blev placeret og klipklapperne fundet frem og badebukserne monteret på kroppene. Ned til stranden og vandet var varmt (21 grader), men der var meget lavvandet. Vi kunne dog alligevel dyppe os og dermed var årets badesæson startet. Vi gik en tur i lokalområdet. for at finde ud af hvor kajakken kunne sættes i, og ellers så stod den på afslapning om aften og nyde varmen. Lørdag Efter morgenmad udenfor, kørte vi ind til downtown Nakskov for at se byen. Det var en særdeles trist forestilling - mange huse stod tomme og var nedrivningsklare og en massiv butiksdød prægede centrum af byen. Det var som at træde ind en by i Østtyskland. Vi talte 7 genbrugsbutikker, som er vores målestok til var fattigt området er og det er absolut rekord. Selv de offentlige bygninger er markant dårligt vedligeholdt. Vi kørte tilbage til campingpladsen og spiste frokost, og kiggede på vejrudsigten. Det så ud til at der ville komme mindre vind i løbet af aftenen, så derfor belsuttede vi os for en cykeltur til at starte med. Det blæste en del, men det er ikke et problem når man har en motor til at hjælpe sig, Vi valgte “fjordruten” på 37 km, og det var en god tur, dog uden de store og spektakulære oplevelser, men også en hård tur, for selvom der er hjælpemotor så står man selv for 80% af fremdriften, og ruten startede fra campingpladsen, så de vi endelig var hjemme på campingpladsen så havde vi kørt 47.1 km, ondt i røven og godt trætte, ligesom at klokken nu var blevet 18:15. Vi slængede os i stolene og kunne konstatere at der ikke var kræfter til en kajaktur. Så det måtte vente til søndag. Søndag Fandens osse - vejrudsigten havde igen igen ændret og nu ville der komme “torden og lynild” og efterfølgende vindstød mellem 12-16. Efter den første byge der kom ved 10 tiden gav vi op og valgte at køre hjem, da der ikke var udsigt til opholds- eller kajakvejr.

Indholdsfortegnelse

1.... Dato: 18-06-2021

2.... Dato: 19-06-2021

18-06-2021